The Lisa Shearin Group Bestselling Author: Parceller, planer og party crashers

De fleste forfattere plot ud deres bøger til en vis grad. Nogle går med en løs skitse; andre vide, præcis hvad der sker fra A til Z. Jeg er glad for jeg er ikke tidligere, jeg misunder den senere. Jeg falder et sted i midten.

For mig er plotte en bog er lige som at skrive en — nogle dele er inspireret og jeg kan ikke skrive hurtigt nok, andre gange jeg er helt og aldeles fast, og jeg spekulerer på, hvis dunkende mit hoved mod den nærmeste væg vil ryste løs nogle ideer. Fristende at prøve, men jeg har altid formået at modstå denne trang. Jeg har haft en hjernerystelse før. Ikke sjovt.

Mine ideer kommer til mig i stumper og stykker, dele af dialog og bidder af kapitler. Derefter kommer den "møde/grundede/stirre på computeren" del af skriveprocessen. Eller hvad der kommer til mig kl eller i brusebadet, eller køre hjem fra arbejde. Det underbevidste sind er en vidunderlig ting. Det virker 24/7. Jeg arbejder ikke 24/7 (selvom min mand ville være først til at bestride denne påstand). Den menneskelige hjerneceller er at gå gennem alle mulige former for krumspring til at bestemme, hvordan en bog kommer fra begyndelsen til slutningen, hvor vigtigste tegn gør deres entré, hvad forvandler en snooze-fest af et plot til en page-turner af en roman.

Først er der kampen for at få, hvad der er i mit hoved på skærmen. Men først og fremmest mit problem er at jeg stadig arbejder ud tarme af historien, mens jeg skriver det. Jeg kender i begyndelsen, nogle scener, der er spredt i hele bogen, og jeg ved afslutningen. Tricket er at komme op med historien at linke dem alle sammen mens stirre ned tønde af en stram deadline.

Men nogle gange du ender med at smide det hele ud af vinduet.

Sige du lykkeligt skriver langs, alt går efter planen. Karakter A opfører sig perfekt. Derefter karakter B — eller endda et tegn, du aldrig har mødt før — pludselig træder frem på scenen. Alting ændrer. Dang det! Så meget for din plotline, højre?

Forkert. Det er blevet min erfaring, at dette er en meget god ting. Det betyder, at din historie er at tage på endnu mere af sit eget liv. Det betyder, at din muse er i opholdssted, og hun har bare nedlagde veto mod din plan, iscenesat en intervention, hvad du vil kalde det, for at holde dig fra at gøre noget dumt, at du vil fortryde senere.

Når dette sker for mig, jeg har lært at køre, ikke gå efter den interfererende karakter B. At tegn ved hvad de laver og hvorfor de er der, selv hvis du ikke gør. Centrale her er at gå med strømmen. Nogle af mine mest sjove tegn er kommet ind i eksistensen af bryder sammen min plot part. I en bog er party crashers altid velkomne. For mig, de er enten at blive trukket ind i en mørk gyde, eller skubbet ud af en bar. Jeg har lært at være opmærksomme på disse mennesker. De er værd at se og lytte til- og de vil holde dine læsere at vende siderne.